CRJ
Walking hastily through my local park I pass a grove - my steady pace is interrupted by a rustle from beneath the trees. As I can’t immediately identify the sound it catches my interest. At first, I think it might be a bird, but the sound is too heavy to come from such a small creature. It’s rather a human sound, though I can’t be sure. I decide to veer off from my planned route to solve this mystery. I am now standing between the trees, but there’s nothing here. As I begin to question both my ears and my sanity a thumping sound from the pathway interferes with my thoughts – an enthusiastic walker passing by. I begin to wonder if they will stop because of the sound I’m making - or will they think the sound is coming from some animal – or maybe something else completely? Slowly, I realize that I have found nothing, and that unwittingly I have turned into the spectacle rather than the spectator. My role as spectacle is naturally dependent on whether the passer-by senses my presence. When it becomes apparent that they have not noticed me I start to wonder if I’ve become invisible? - or if I’ve lost my capacity to release sound? Is it a lack of will to see / hear? Is he just unobservant? Or has he found something more interesting? In the end I decide that it doesn’t matter whether he has sensed my presence - or that I couldn’t find the source of the sound that initially distracted me, what is important is the before and after. It’s the moments before and after my actions that evoke a story that arouses my imagination and curiosity. The sound lead me to follow my intuition and my subsequent actions transformed me from spectator to spectacle, making me part of a mise en scène which in turn became an image. The image is evidence that an action took place. This frozen moment now gives the passer-by another chance to revisit an incident that may have completely passed them by the first time. It allows them the opportunity to re-imagine the scenario, perceiving new and unfamiliar realities within everyday life.

Christina Reenberg Jensen, 2011

DANSK

Jeg går i raskt tempo, igennem den lokale park, og passerer en samling af træer, hvor min vante gang øjeblikkelig bliver afbrudt af en ruskende og raslende mellem træerne. Da jeg ikke formår at genkende lyden, fanger den straks min interesse. Min umiddelbare tanke er at det er en fugl, men lyden er for tung til at komme fra et så lille væsen. Lyden kommer nærmere fra et menneske, er dog ikke helt sikker? Jeg beslutter at afvige fra min forudbestemte rute, for at finde ud af, hvad der er årsagen til dagens mysterium. Jeg befinder mig nu mellem træerne, men der er ingenting. Alt imens jeg begynder at tvivle på min hørelse og tilregnelighed, bliver mine tanker omgående afbrudt af en trampende udefra stien, som kommer fra en ivrig forbipasserende. Jeg begynder at spekulere på, om personen vil stoppe pga. de lyder jeg laver, eller vil han tænke at det er et dyr, eller ingen af delene? Det begynder langsomt at gå op for mig, at jeg ingenting har fundet, og er nu blevet til skue fremfor at være beskueren. Min rolle som skue er selvfølgelig betinget af, at den forbipasserende sanser min tilstedeværelse. Da det ikke sker overvejer jeg, om jeg er blevet usynlig, eller har mistet min evne til at afgive lyde fra mig? Er det en mangel på vilje til at se, nærværelse, eller har den forbipasserende fundet noget der er mere interessant? Jeg konkluderer, at det hverken er vigtigt, at den forbipasserende sanser mig, eller at jeg ingenting fysisk har fundet, da det vigtige er hændelserne forud og efter min handling. Det er netop de øjeblikke før og efter, der fremmaner en fortælling, der kræver min fantasi og tilstedeværelse - de pirrer min fantasi og nysgerrighed. Lyden forleder mig til at følge min intuition. Handlingen der var resultatet af min intuition, forvandlede mig fra beskuer til skue, jeg blev en del af en iscenesættelse, der sidenhen blev til et billede. Billedet er et bevis på at en handling har foregået, der giver den forbipasserende en ny mulighed, for at tage sig tid til, at være nærværende og bruge sin iboende kreativitet til, at opfatte nye og anderledes virkeligheder i hverdagen.

Christina Reenberg Jensen 2011